GERT LARSENS 50 ÅRS JUBILÆUM

 


I anledning af Gert Larsens kommende jubilæum, bringer vi her et interview med jubilaren. Interviewet fandt sted i slutningen af marts måned på ejendommen i Ravnebjerg hvor Gert Larsen og hans kone Nina Falck driver Stald Jupiter.
INTERESSEN FOR HESTE
Hvad gjorde, at du blev interesseret i heste?
Mine forældre boede tæt ved banen, og min far var glad for heste og tog mig tit med til løb på banen. Glæden ved dyrene var tidligt vakt, og jeg husker tydeligt, hver gang mælkemanden kom forbi derhjemme, hang jeg om halsen på hestene.
Da jeg var 12 år købte jeg min første pony Krølle, lejede en boks i rejsestalden nede på Væddeløbsbanen, og fik lov til at have den stående der. Min moder var dog ikke særlig begejstret for, at jeg rendte nede på banen.

 

 

 Travtræneren Jens Jensen fra Tappernøje på Sjælland, som mange modne hestefolk nok kan huske var banebrydende indenfor travsporten, kom tit for at starte sine heste til løb på banen. Jeg havde min gang der og hjalp til. Jeg var faktisk bidt af travet, og red tidligt ridetravløb, som det hed dengang. I et af disse blev jeg bl.a. slået af Nina min kone, der sejrede. Nina red kun to løb, det blev til en første- og en andenplads. Begejstringen for travet holdt kun til jeg kom til at sidde på en galophest, og så var det slut. Sådan da.

 

 

 

 

FULDBLODSPORTEN
Hvordan startede din "karriere" inden for fuldblodssporten?
Vi skal tilbage til 1961 hvor jeg fik min første galophest, som jeg byttede mig til for ponyen. Det var Gay Prinsesse, som var i fol ved OCEAN. Jeg var i lære som blikkenslager, og havde ikke mulighed for at blive opdrætter på dette tidspunkt. Derfor slog jeg til i 1962, da en opdrætter ved navn Harreskov fra Sjælland, som jeg havde kontakt til, tilbød en åring i bytte for Gay Prinsesse. Det var JUPITER, som jo har givet navn til min stald.
Havde du held med din nyerhvervelse?
Han var ikke verdens bedste væddeløber, især ikke i starten. Han debuterede i maj 1963 på Klampenborg med Tonny Lassen i sadlen. På det tidspunkt var der snorrestart på Klampenborg. Da starten gik, blev JUPITER bange for snorene, og Tonny Lassen faldt af.
 
Forløberen for nutidens prøveløb
Fjorten dage efter startede jeg ham påny på Klampenborg, og det samme gentog sig. Han var tilmeldt i Dansk Opdrætningsløb, og opdrætteren syntes, at jeg skulle starte ham i løbet. Det var mange penge for en lærling, men jeg besluttede dog at starte ham.
Klampenborgs daværende direktør Børge Nielsen ville ikke have Jupiter til start, uden de have set ham på banen, da den var så uregerlig. Jeg drog så til Klampenborg med ham, hvor John Andersen, en god ven af familien, havde lovet at ride ham. Det gik godt, og han kunne starte i Dansk Opdrætningsløb, hvor han endte uplaceret.
I hans 3-årssæson blev han heller ikke til noget. Alle der ville mig det godt syntes, at jeg skulle skille mig af med ham, og få en hest der kunne løbe væddeløb. Det ville jeg ikke. Det var jo min hest, og jeg skulle ikke af med ham, bare fordi han ikke kunne løbe stærkt.
 
Så begyndte det at lysne
Jeg ville gerne ride ham selv, men da jeg vejede mellem 65 og 70 kg, og han stod efter nogle og fyrre i handicaptal, var det jo svært.
Jeg fik så fat i Henrik H. Petersen fra en rideskole, og han vejede kun 45 kg dengang. Han begyndte, at ride for mig, og var et meget stort talent. Han har vundet ca. 125 løb, og er en af de mest vindende amatører i Skandinavien. JUPITER skulle dog helt hen i hans 4-års sæson, førend han begyndte at vinde løb.
Jeg havde meldt ham i Tronfølger Margrethes Ærespræmie i Ålborg, hvor han skulle løbe med 72 kg. På det tidspunkt havde jeg ikke redet væddeløb i to år, men besluttede selv at ride ham. Jeg tog så til Ålborg og vandt med ham.

      

                                                                                                

Ugen efter startede vi på Fyens Væddeløbsbane i ”Falcks Ærespræmie” Forinden havde jeg sagt til Nina, at hendes far godt måtte udsætte to lysestager i ærespræmie, dem kunne jeg godt tænke mig at vinde.
Da løbet så blev redet, vandt jeg efter målfoto med mindst mulig afstand, og modtog de eftertragtede lysestager.
To sejre på stribe, efter ikke at have redet i to år, var en god start.

 

 

 

Gert Larsen har også redet som forhindringsrytter.
Jeg nåede også at ride forhindringsløb på Jupiter. Jeg red med en 1 punds saddel med 4 kg overvægt, efter at have været i svedbad hele ugen. Det var et løb med deltagelse af Tudor, Abermark og Rodut alle med gode jockeyer. Alle oddsene var imod mig.
Jupiter lagde hårdt ud fra start, og snart førte vi med 5-10 længder frem mod første forhindring. Ved tredje forhindring, lige før tribunesvinget, kom de op til mig. På grund af både min og hestens manglende rutine sprang han for tidligt og havnede midt i forhindringen, og jeg slog en koldbøtte. Nu var Jupiter ude af løbet hørte jeg speakeren Henrik Leth sige, da jeg lå i græsset, men jeg tænkte, at hvis jeg kunne komme op igen og fuldføre, var der mulighed for at tage de sidste penge. Så jeg sprang op, og på sidste forhindring gik vi forbi Fredrik Johanssons far Svend Åge Johansson, men han kom tilbage og fangede mig på målstregen.
Jeg fandt ud af, at det var en lidt hård sport, og jeg skulle samtidigt passe mit arbejde som blikkenslager, så det blev ikke til flere løb over springene.
 
Du startede hos travfolket inden du kastede din kærlighed på fuldblodet. Slap du herefter helt interessen for travet?
Nej den slap jeg aldrig helt. I starten af 1970’erne kørte jeg travløb med bl.a. Gordon Jægersbo. Jeg havde en overgang også egen travhest ved navn Kejser Wilhjelm, som ikke havde det store talent. Jeg har altid syntes, at det var spændende med travet.

 

 

Sammen med et par gode venner, har jeg ligeledes igennem tiden lejet travheste bl.a. Johnson, som vi vandt seks løb med under navnet Stald Vintergaloppen. Sidst i 1970’erne red jeg igen travløb, det der i dag hedder Montéløb. Jeg har gennem årene fået mange gode venner inden for travet.

 


OPDRÆTTEREN
Hvornår startede du som opdrætter?
Jeg startede med en hoppe ved navn Louise som stod ude hos Lis Lenz Jensen. Louise fik et føl Venus, men hun duede ikke som væddeløber. Det var så tidligt som i 1967-68. Herefter holdt jeg en lang pause, og startede først op igen da Miss Fyns Tivoli sluttede sin løbskarriere, hvor hun bl.a. vandt Dansk Avlsløb. Miss Fyns Tivoli ejedes af Mette Kobberød, som havde den som løbshest. Vi besluttede at etablere et kompagniskab. Det var i 1994. Dette samarbejde har givet mange gode vindere. 
En af udfordringerne i avlsarbejde
De heste der løber væddeløb bliver udsat for et enormt pres. Derfor er det også vigtig at lave så robuste heste som muligt. Vi gør meget ud af at skabe de forhold, vi synes er optimale for at opdrætte en løbshest.
 
I 2006 blev I kåret til ”Årets opdrætter” i DK.
Ja det var fantastisk. Det var vi meget stolte af. Vi havde tidligere været nomineret et par gange.
Stalden blev desuden nummer tre i Skandinavien i 2012, et resultat vi er meget stolte af.

 

 

DET POLITISKE ARBEJDE
Du var meget tidligt aktiv i det ”politiske” arbejde
Jeg var 17 år, da jeg kom ind i bestyrelsen i Fyns Galopklub. På det tidspunkt var lensbaron Godske Berner Schilden Holsten formand. Han var et fantastisk menneske, som jeg lærte utroligt meget af. Bl.a. om hvordan man skulle opføre sig i det politiske arbejde. Ham fik jeg et meget nært venskab med. Da han døde i 1970’erne overtog jeg hvervet som formand, og har siden stort set været formand i halvdelen af min tid, afbrudt af perioder da mine tre døtre var mindre.

 


Jeg har siddet mange år i Fyens Væddeløbsbane A/S, og virkede som formand i Fyns Væddeløbsforening i ca. 12 år. Det var nok en lille smule atypisk, at det var en galopmand, der repræsenterede travet. Det har givet mig utroligt meget. Jeg har mødt en række fantastiske mennesker indenfor travet.
I de senere år har jeg koncentreret mig om Fyns Galopklub og Dansk Galop. Da jeg kom ind i Dansk Galop, var Ejler Rasmussen formand. 
Det er spændende at være med til, men det er samtidigt hårdt arbejde. Det er svært at få det hele til at hænge sammen i dag i dansk væddeløb. Opdræt er desværre gået tilbage, både hvad angår antal heste og opdrættere. Vi håber meget på det skandinaviske samarbejde, og at der indenfor en overskuelig tid ikke er noget, der hedder dansk, svensk og norsk; men derimod skandinavisk opdrættede heste.
 
Er der nogen af de heste, som du har trænet eller opdrættet, som du særlig vil fremhæve.
Min første løbshest Jupiter vandt hele 13 løb, selvom han ikke var i vindercirklen som to- og treårig. Han var en fantastisk hest.

 


To af vores opdræt, Amusement i 2000 og Athene i 2004 sluttede begge anden i Dansk Derby. Begge var efter vores stamhoppe Miss Fyns Tivoli.
Airboss sejrede i Kriteriet i 2006, Tempi og Harmonia vandt begge Opdrætningsløb, og Antoinette vandt Larch Ærespræmie og Marron vinder af Petre Toddlers Trophy, Breeders stayer og Kapps Stora Pris i Stockholm. 
Fra de senere år kan jeg også nævne Flyer, som har gjort det så godt, Finn Ind Again som vandt Skandinavisk Grand Prix i 2011 og Runner Runner som vandt Breeders Trophy i Oslo.
Harmonia, Marron, Runner Runner og Bossa Nova er opdrættet sammen med vores gode venner Tina Madsen og Ole Larsen(Stutteri Bøgely).
I 2011 havde vi glæden af vor første klassiske vinder, nemlig Victoria Dream i Mowerinaløb (Dansk 1.000 Guineas).
Havde du arbejde ved siden af.
Ja, jeg var ansat hos Odense Vandforsyning i 33 år. Et arbejde som jeg var utrolig glad for. En fantastisk arbejdsplads med masser af udfordringer.
 
Hvad har fået dig til at holde begejstringen igennem så mange år?
Som træner og ejer er det begejstringen ved at forsøge at vinde løb eller opleve at se hestene sejre. Det altoverskyggende er dog opdrættet. At tage imod et sådant lille føl, følge det i opvæksten, og følge det når det skal starte. Det er simpelthen så stort, så man kan næsten ikke forestille sig det.
 
Hvordan ser situationen ud for 2013
Vi har 3 etårs, som er på salgslisten (Se vores hjemmeside), 6 toåringer som alle er i træning på Klampenborg, og disse har jo af gode grunde endnu ikke været ude, og 6 treåringer der er godt på vej. Vi har i alt 20 heste, der kan løbe i 2013, så der er nok at holde øje med.
 
Åbningsdagen står i dit tegn
Ja, jeg er stolt af, at Fyens Væddeløbsbane synes, at de vil være med til at fejre mit jubilæum, på banens åbningsdag den 10. maj, ved at opkalde det første løb efter mit jubilæum, og det andet efter min første hest Jupiter.
Samme dag holder Fyens Væddeløbsbane en reception fra kl. 16.00-17.30.
 
 --------------------------------------------------------------------------------------------------------------
 
EFTER INTERVIEWET
 
Et besøg, af en eftermiddags varighed, for at foretage interviewet var nok til helt at tabe pusten over at høre hvor meget Gert Larsen havde involveret sig i gennem tiden.
Det er ikke mange der kan sige, at de både har været ejer af galop- og travheste i en tidlig alder, redet fladløb, redet forhindringsløb, trænet galopheste på amatørbasis, kørt travløb og redet Monté løb, deltaget i politisk arbejde fra sit 17 år, og fortsat med dette i 45 år samt opdrættet heste i ca. 18 år, med stor succes.
Alt sammen samtidigt med et familieliv med tre børn, og et arbejde gennem 33 år hos Odense Vandforsyning.
 
Det er en fantastisk engageret person, der det meste af sin levetid har viet sine kræfter til galopsporten, hvad enten det var som jockey, træner, opdrætter eller deltager i det politiske arbejde, som fredag den 10. maj kan fejre sit 50 års jubilæum indenfor denne dejlige sport.
Vi på GALOP NEWS hejser flaget, og ønsker et stort til lykke.
 
Af: Kurt René Madsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den 10. maj kan en af galopsportens markante skikkelser Gert Larsen fra Fyn fejre sit 5o års jubilæum som aktiv indenfor fuldblodssporten.
 

INTERVIEW MED TRÆNER OG OPDRÆTTER GERT LARSEN

 

 

Af:Kurt Rene Madsen.

Den unge Gert Larsen med sin første pony Krølle

Anita Hanover med Jens jensen i sulkyen.

Jens Jensens datter Lena i sadflen på fuldblodshesten Rabat

med den tolvårige Gert stående midt i mellem fuldblodet og travet.

Falck Ærespræmie. Gert Larsen i midten vinder foran I Can't Dwell med Henry Christensen og Good Bet med Jørgen Tølbøll.

Min ungdomskæreste Nina Falck overrakte ærespræmien i Falcks Ærespræmie, imens min mor holder blomsterne.

Gordon Jægersbo og Gert Larsen

Gert Larsen rider travløb (Monté). Fra slutningen af 70'erne.

Gert Larsen, træner Bettina Wilson, Nina Falck og Tina Madsen (Stutteri Bøgely) efter Bossa Nova's sejr på Klampenborg i august 

                                                 2012. Foto:Kurt René Madsen. 

Travlhed på konoret.

Gert på ryggen af Jupiter, som stutteriet er opkaldt efter. Med mor ved tøjlen.

©  Stald Jupiter 2013.

Layout by The Paddock - Scandinavian Race Media