JUBELDAG FOR STUTTERIET PÅ KLAMPENBORG IDAG

På Galopbanens finaledag idag opnåede stutteriet to dejlige triumfer med sit toårs opdræt.

I dagens 2 års maiden løb over 1200 meter debuterede Galopkompagniets STRADIVARIUS (Chinese Mandarin - Amusement). Stradivarius så strålende ud i paddocken og i løbet viste han efter en lidt langsom start stor fart i opløbet, hvor han kunne betvinge staldkammeraten Candyfloss med en kort hals. En fin præstation som lover godt for fremtiden. Det var faderen Chinese Mandarins første sejrende afkom og fra hans første årgang, hvor han var opstaldet på Fyn. Moderen Amusement er opdrættet her på stutteriet og huskes især for sin helt overlegne sejr som

 

treåring i Derby Trial Stakes, hvorefter hun løb anden i DanskDerby og Svensk Oaks. Stradivarius er hendes første føl efter at hun vendte tilbage til sit fødested. Se løbet HER

 

I dagens hovedløb Vinterfavoritternes Ærespræmie over 1600 meter startede vort opdræt STORM (Phoenix Reach - Cow Girl) for blot anden gang i karrieren efter sin flotte andenplads for to uger siden.  STORM overraskede alle med en totalt overlegen sejr foran en anden Søren Jensen hest Contiki. 

Storm overvintrer nu som derbyfavorit for sine ejere Brogården Optimal og Birte Müllertz og der er meget at glæde sig til fremover. Der løber fint stayerblod i årerne på Storm. Hans far Phoenix Reach vandt tre Gr 1 løb på distancen i både Canada, Hong Kong og Dubai. Storms mor Cow Girl er faldet efter tophingsten Kings Best, som bl.a. er far til den engelske derby og Prix de l'Arc vinder Workforce. Desuden er Cow Girl søster til Gr.1 placerede Nova Hawk, som blev solgt fra Frankrig til Japan for over 5 millioner kroner.  Stutteriet solgte Cow Girl til England sidste år og hun er i år mor til et hoppe føl ved Layman og er nu i fol ved Hannuma. Inden salget fik vi et dejligt hoppeføl ved Academy Award, som nu er åring og lyder navnet Windy.

 

Både Stradivarius og Storm trænes af en fagets bedste i Søren Jensen og blev redet til sejr af Nikolaj Stott, som derved sikrede sig sit første jockey championat i Klampenborg.

Meget passende at det netop var disse to heste som sikrede hans championat, idet han i vinter red dem begge til her på stutteriet og viste fremragende "horsemanship"- evner og kærlighed til dyrene

Se løbet her

©  Stald Jupiter 2013.

Layout by The Paddock - Scandinavian Race Media